Eg vart pensjonist.
Tida var komen til å nyte sitt otium.
Slik desse to på benken sin i Burgos.
Sitje saman i sola og varmen, ho med sitt strikk og han med sin stav.
Sjå andre menneske haste travle forbi, men ein sjølv kan la freden og roa fylle sjel og sinn.
Trudde eg.
I staden har eg frivillig valt det bort ved å bruke dagar på å gå langs spanske landevegar. Og i tillegg med sekk på ryggen.
Er slikt å nyte sitt otium?
Ein skulle tru det motsette, men underleg nok.
Det gir meg fred i sinnet når eg går der med meg sjølv og mine tankar.
For å sei det med Søren Kirkegaard:
Tab for alt ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom; jeg har gået mig mine tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man ikke kan gå fra den. Når man således bliver ved at gå, så går det nok.
Så då er det vel berre å ta opp sekken.
Få den på plass på ryggen med pilegrimshipsen og byrje å gå.
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar