Løvetann heiter dei i dag, kappilaup sa me i min barndom, kappekille sa mi kjære, .Det er vel framande ord no i min alderdom, desse vakre, solgule, men i dag sterkt mislikte blomane. Det er vel for mange av dei i våre plenar.
Ein dag, sist sommar, ein dag utrøna bles, kom det flygande ein liten kvit fallskjerm med eit lite frø hengande under. Vinden styrde fallskjermen inn over terassen min og den landa i ei sprekk mellom to terassebord, som igjen støytte mot ein bordkledd beton9æææægstolpe. Og under terasseborda var det og rein betong. Ikkje mykje grobotn å finne der for frøet.
Det går ein haust og ein vinter, men når vårvarmen kjem denne aprilmånaden syner det vesle løvetannfrøet fram si livskraft, sjølv om tilhøva for liv og vokster var aldri så små.
Grøne blad veks opp mellom plankane, og ein dag lyser ein liten solgul blomst opp ved foten av ein bordkledd betongstolpe.
Det er vår og då vert ulike slags korn og frø sådd i varm jord, og gamle, settepoteter møter si mørke åkerjord. Og somæææå løvetannfrøet går dei til grunne der i molda, men utav deira død gror det fram nytt liv, nye blomar, nytt korn, nye poteter.
Jesus var inne på dette då han eingong sa at fell ikkje kveitekornet i jorda og døyr så er og vert det berre eit korn, men døyr det så gir det stor grøde. Det var vel sin eigen død og oppstode han var innepå då, men også eg skal eingong døy og leggast i jorda - -eller som ein sa, - flytte til ein hybel med torvtak -- men ikkje for all tid. Som Elias Blix syng i sin vårsalme at- nytt liv av daude gror. Der kjem ein ny fødsel ein dag der framme då liv av daude gror, ein oppstodedag til eit nytt og annleis liv enn det eg no har.
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar