Elin Grytting som kom og var med oss hadde mykje å fortelje om diktarpresten, og song og fleire viser av han. Sidan han vaks opp i Selje hadde fiske og fiskelivet ei særleg interesse hjå han, og han teikna eit rått bilete av livet og livsvilkåra til fiskarbonden på slutten av syttenhundre talet. Slik som i visa om fiskaren i ondt ofte lider den fiskermann.
Ondt ofte lider den fiskermand, som ud maae fare, før hanen galer, al dagen pladske i kolde vann. Paa hjem ei tenke, før solen daler. I vaade trøie, snedriv i øie. O, sad i der, i gullbeklædte høie, i andet fandt.
Dog, snar gaar dagen, og alting let. Naar drotten ramler, og lod ei stanser, og kniv ei hviler paa maddingbrædt. Og fisken opp etter snoren danser. Da spares arme at bankes varme. Madkisten glemme de tomme tarme, som skrege før.
Saa mangt nu tenker den fisker paa. Mangt med seg selv nu han monne snakke. I aar skal jorddrot meg lade staae. I aar ei kastes jeg ned for bakke, det har ei fare, nu faar jeg vahre. I aar skal fogden meg gryde spare for skat og told.
God hustru hjemme ser ud igjen. Det qvælder tidlig, og kold er stuen. I krogen setter hun rokken hen. I asken rager, gjør ild paa gruen. Tung opp fra stranden, ind stamper manden. Tre vaade trøier, en efter anden, han slenger hen.
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar