Kvinnene si trusvedkjenning.

Om eit par dagar er mai forbi. 17,mai, grunnlovdagen med si glade feiring er over, Helgetorsdagen kom og for. Likeeins pinsehelga. Kjølege dagar har det vore, men og varme og solrike dagar. Og for familien sine studentar er det opplesingstid og eksamenstid.
Soknepreststillingane i Hjørundfjord og Ørsta prestegjeld har vore lyst ledige, og søkjarar melde seg. Og no er det tilsett ein mann i Hjørundfjord, og ei kvinne i Ørsta. Det er spanande med eit skifte, og særleg at det vart ei kvinne når vår godt likte sokneprest i 27 år, fann tida mogen for å ta ut pensjon.
Og i Frikyrkja i bygda er der og tilsett ei kvinne. Begge to skal ta til på om lag same tid til hausten.
Det vert spanande å møte dei, og å høyre dei i lyd og lag.
Soknepresten vår har i det siste nytta den nikenske truvedkjenninga i gudstenestesamanhang.  Ei rik trusvedkjenning som det er ei glede å ta del i.
Men her ein dag kom eg over ei truvedkjenning i ei litt anna form på verdsveven. Det var den danske pilegrimspresten Elisabeth Lidell som brukte den i eit lite stykke.
Ho kalla det Kvindens trosbekendelse.
I samband med at bygda får to kvinner som kyrkjelydsleiar, så kan den kanskje høve. Her er den:

Kvindens trosbekendelse

Jeg tror på Gud,
som skabte kvinde og mand
i Guds billede;
som skabte verden
og gav begge køn
omsorg for jorden.

Jeg tror på Jesus,
barn af Gud,
udvalgt af Gud,
født af kvinden Maria,
som lyttede til kvinder og holdt af dem,
som boede i deres hjem,
som diskuterede Gudsriget med dem,
som blev fulgt og understøttet
af kvindelige disciple.

Jeg tror på Jesus,
som diskuterede teologi med en kvinde
ved en brønd
og først betroede sig til hende
om sin Messias-gerning,
som motiverede hende til at gå og fortælle
den store nyhed i byen.

Jeg tror på Jesus, som lod sig salve
af en kvinde i Simons hus,
som irettesatte de mandlige gæster, der hånede hende.
Jeg tror på Jesus,
som sagde, at denne kvinde skal mindes
for, hvad hun gjorde –
tjeneste for Jesus.

Jeg tror på Jesus, der helbredte
en kvinde på sabbatten
og gjorde hende lige,
fordi hun var
et menneske.

Jeg tror på Jesus,
der talte om Gud,
som en kvinde, der søger efter den tabte mønt,
som en kvinde, der fejede
og søgte det tabte.

Jeg tror på Jesus,
der tænkte på graviditet og fødsel
med ærbødighed,
ikke som straf – men
som en forvandlende begivenhed,
en metafor for nyskabelse
født på ny
fra smerte til glæde.

Jeg tror på Jesus,
der talte om sig selv,
som en moderhøne,
der ville samle sine kyllinger
under sine vinger.

Jeg tror på Jesus, der viste sig
først for Maria Magdalene,
som sendte hende med det bristefærdige
budskab:
GÅ OG SIG!

Jeg tror på Frelserens helhed,
i hvem der hverken er
jøde eller græker,
slave eller fri,
mand eller kvinde,
for vi er alle ét
i frelsen.

Jeg tror på Helligånden,
hun, som svæver over skabelsens vande
og over jorden.

Jeg tror på Helligånden,
Guds kvindelige Ånd,
der skabte os
og fødte os
og dækker os
som en høne
med sine vinger.

Er dette rett?

Litt vårinfluensa kjem ein ikkje utanom, skjønar eg. Etter ein gårsdag, ei natt og ein ny dag då det kjennest godt å strekke seg ut på seng eller sofa med noko lunt over seg, så vart det sjølvsagt sol over grønkande marker og lier ute.  Og gradstokken kryp oppover til tal han aldri har vist på mange månader. Det er mest så ein kan undrast på om dei er sanne, tala han syner? Kanskje det er ei lita trøyst for ein småsjuk mann at det visstnok skal vare berre denne dagen. Og så attende til det normale. Men idag får mi kjære nyte det i fulle drag.
* 23,9 stansa gradstokken på før han byrja å gå nedover att. Ikkje verst. Men eg er nok litt i tvil om han ikkje viste litt i overkant av kva rett temp var.*